I Kivledal, under bjergeli,
var jevnet en vei til kirke,
men oppe i lien smutted en sti
ind under de t�tte birke.
P� veien drog folket til sang og b�n,
p� stien gik bjergets m�er i 1�n, -
og solen spilled i morgenstunden
p� kirkens tag og p� birkelunden.

Mens sangen h�rtes i kirke-kor,
bag l�vet m�erne sade,
indtil Herr Peder i Sillejord
steg frem p� sit talerstade.
Da vandred de op i den frie ur
og bl�ste en sl�t p� horn og p� lur;
det klang s� fuldt gjennem lundesalen,
det klang s� s�dt gjennem kirken i dalen.

Hver bjergehal og hver li der var
gav b�vende klang tilbage,
den hele dal l� tindrende klar
i toner of lyst og klage.
Da sprang der blommer of krat og tj�rn
da hviled i luften den st�rke �rn,
og vinden turde ei l�vet r�re,
og hvert et blad var et lyttende �re.

Det var Herr Peder, den l�rde pr�st
han havde s� stam en tunge. -
han h�ved sin r�st som han kunde bedst,
da tonerne h�rtes runge;
men ingen s� op, og ingen gav agt,
men alle grebes of tonernes magt, -
og alle gik ud, som i kirken vare,
Herr Peder tilsidst bag sin sogneskare.

S� standsed folket i solens glands,
og stirred fortabt mod fjeldet;
med smil og t�rer, med sind og sands,
de lytted til tonev�ldet.
Og blommerne spredte s� st�rk en duft,
og �rnen svam i den klare luft ,
hvert blik var sp�ndt og hver l�be bunden,
til tonernes sidste klang var svunden.

Da meldte Herr Peder sin kirkeflok,
der stod med duggede kinder:
�Nu har jeg manet i sten og stok
de koglende jettekvinder.�
Men tonerne baned sig selv en vei,
og folket i dalen glemte dem ei;
fra bjelkehus og fra lundesalen
de h�res endnu gjennem kirkedalen.

(Johan Sebastian Welhaven)