"Den lille Pige med Svovelstikkerne"
Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive m�rk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette M�rke
gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og n�gne F�dder; ja hun havde jo rigtignok havt T�fler paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunde det hj�lpe!
det var meget store T�fler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa
grueligt st�rkt forbi; den ene T�ffel var ikke at finde og den anden l�b en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik B�rn.
Der gik nu den lille Pige paa de n�gne smaa F�dder, der vare r�de og blaa af Kulde; i et gammelt Forkl�de holdt hun en M�ngde Svovlstikker og eet Bundt gik
hun med i Haanden; Ingen havde den hele Dag kj�bt af hende; Ingen havde givet hende en Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saae saa forkuet ud, den lille
Stakkel! Sneefnokkene faldt i hendes lange gule Haar, der kr�llede saa smukt om Nakken, men den Stads t�nkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer
skinnede Lysene og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg; det var jo Nytaarsaften, ja det t�nkte hun paa.
Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og kr�b sammen; de smaa Been havde hun trukket op under
sig, men hun fr�s endnu mere og hiem turde hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende og
koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og der peeb Vinden ind, skj�ndt der var stoppet Straa og Klude i de st�rste Spr�kker. Hendes
smaa H�nder vare n�sten ganske d�de af Kulde. Ak! en lille Svovlstikke kunde gj�re godt. Turde hun bare tr�kke een ud af Bundtet, stryge den mod V�ggen og
varme Fingrene. Hun trak een ud, "ritsch!" hvor spruddede den, hvor br�ndte den! det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den; det
var et underligt Lys! Den lille Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden br�ndte saa velsignet, varmede
saa godt! nei, hvad var det! - Den Lille strakte allerede F�dderne ud for ogsaa at varme disse, - - da slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en
lille Stump af den udbr�ndte Svovlstikke i Haanden.
En ny blev str�get, den br�ndte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennemsigtig, som et Flor; hun saae lige ind i Stuen, hvor Bordet stod
d�kket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og �bler! og hvad der endnu var pr�gtigere,
Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen af Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den; da slukkedes Svovlstikken og der var kun den
tykke, kolde Muur at see.
Hun t�ndte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletr�; det var endnu st�rre og mere pyntet, end det hun gjennem Glasd�ren havde seet hos den rige
Ki�bmand, nu sidste Juul; tusinde Lys br�ndte paa de gr�nne Grene og brogede Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende. Den Lille strakte
begge H�nder i Veiret - da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik h�iere og h�iere, hun saae de vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang
Ildstribe paa Himlen.
"Nu d�er der Een!" sagde den Lille, for gamle Mormoer, som var den eneste, der havde v�ret god mod hende, men nu var d�d, havde sagt: naar en Stjerne
falder, gaaer der en Sj�l op til Gud.
Hun str�g igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet.
"Mormoer!" raabte den Lille, "O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og
det store velsignede Juletr�!" - og hun str�g ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer; og Svovlstikkerne lyste med en
saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig f�r v�ret saa smuk, saa stor; hun l�ftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fl�i i
Glands og Gl�de, saa h�it, saa h�it; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, - de vare hos Gud!
Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med r�de Kinder, med Smiil om Munden - d�d, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar.
Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var n�sten br�ndt. Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen vidste, hvad
smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Gl�de!
H.C. Andersen
Kilde: Det Kongelige Bibliotek
|
