O Foraar! Foraar! red mig!
Ingen har elsket dig �mmere end jeg.


Dit f�rste Gr�s er mig meer v�rd end en Smaragd.
Jeg kalder dine Anemoner Aarets Pryd,
skj�ndt jeg nok veed, at Roserne ville komme.


Ofte slyngede de Fyrige sig efter mig.
Det var som at v�re elsket af Princesser.
Men jeg flygtede: Anemonen, Foraarets Datter, havde min Tro.


O vidn da, Anemone, som jeg fyrigen har kn�let for!
Vidner, foragtede L�vetand og Leerfivel,
at jeg har agtet eder meer end Guld, fordi I ere Foraarets B�rn!


Vidn, Svale, at jeg gjorde Gj�stebud for dig som for et
hjemkommet fortabt Barn, fordi du var Foraarets Sendebud.


S�g disse Skyers Herre og bed, at de ikke l�nger maae ryste Naale
ned i mit Bryst fra deres kolde blaa Aabninger.


Vidn, gamle Tr�, hvem jeg har dyrket som en Guddom
og hvis Knopper jeg hvert Foraar har talt ivrigere end Perler!


Vidn Du, som jeg saa ofte har omfavnet
med en S�nnes�nss�ns �rb�dighed for sin Oldefader.
Ah ja, hvor tidt har jeg ikke �nsket at v�re en ung L�n
af din ud�delige Rod og at blande min Krone med din!


Ja, Gamle, vidn for mig! Du vil blive troet.
Du er jo �rv�rdig som en Patriark.


Bed for mig, skal jeg �se Viin paa dine R�dder
og l�ge dine Ar med Kys.


Din Krone maa alt v�re i sit fagreste Lysgr�nt,
dine Blade alt suse derude.


O Foraar! den Gamle raaber for mig, skj�ndt han er h�s.
Han r�kker sine Arme mod Himlen, og Anemonerne,
dine blaa�iede B�rn, kn�le og bede at du skal
redde mig -- mig, der elsker dig saa �mt.

(Henrik Wergeland)