'Far, verden, far vel' (1681)
Thomas Kingo
-
Far, verden, far vel!
Jeg kedes nu længer at være din træl,
de byrder, som du mig har byltet oppå,
dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed,
forfængelighed.
-
Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med favr gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed,
forfængelighed.
-
Hvad er mine år,
som smugende3 svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.
-
O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du er dog af verdens bedragelig ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du er dog, i højeste mærke og med,
forfængelighed,
forfængelighed.
-
Ak, ære, hvad er,
hvad er dine kroner og kranse, du bær?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled:
forfængelighed,
forfængelighed!
-
Ak, yndest og gunst,
du hastig opstegne og faldende dunst,
du kunstigt opblæste og hvegende vind,
som tusind har øjne og dog løber blind,
hvad er du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed,
forfængelighed. vindfløj, vejrhane
-
Ak, venskab og tro,
som alt efter lykken véd fløjen at sno!
Du smukke bedrager, du heldige skalk,
som skuffer så tit i bedrøvelsens kalk,
du er, som og jeg af forfarenhed ved,
forfængelighed,
forfængelighed.
-
Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læber har kyst,
dit fængende tønder, din flyvende gnist,
har mangen i evige luer henhvist,
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed, slynget hen
forfængelighed.
-
Så far da, far vel!
Du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragelig verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav,
jeg længes at bøde min sorrig og nødråde bod på
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
-
Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny,
men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
-
Min rigdom og guld
skal være af idel bestandighed fuld,
den skal ikke tyven bestjæle mig da,
den skal ej spidsfindighed sjakre mig fra,
min rigdom er fri for al jorderigs stød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
-
Jeg ære skal få
fra tronen, min Jesus han sidder oppå;
mig kronen skal gives med herlighed fyldt,
med blodet af Lammet alt over forgyldt,
den får jeg, om Satan end selv det fortrød,
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
-
Med yndest jeg skal
fremskinne blandt englenes hellige tal,
misundeligt øje mig ikke skal se,
Guds ansigt mig altid i øjne skal le,
der skal jeg bespotte den avindsyg død
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
-
Der har jeg en ven,
min Jesus, som elsker og elskes igen,
mit øje dér ser ham, sådan som han er,
han kærligheds Himmel-blus stedse frembær',
ved Ånden står kærlighed evig i glød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
-
Min lyst og min fryd
forfriskes ved engle-basuner og lyd.
Men Gud er al lysten for mig og for dem:
Far op da, min sjæl, og al verden forglem!
Men glem ej, at lysten er evig og sød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød!
oppdatert 27.05.2018
Page visited
84619 times
Totalt:
|
