'Elegideon' av Jens Nilssøn
'Klagesang over min lille datter Cathrines bortgang' (Utdrag)
Smerte æter min Marv, Sorg har opfyldt mit Hjerte;
Sorgen og Smerten er mer end mine Ben holder ut.
Ak mit søte Barn, hvor ofte jeg ser hendes Billed,
venlig for mig det står midt i min Sorg og mit Savn.
Ak, hvor ofte jeg hører din Røst og skuer dit Ansikt,
ser dit troskyldige Fjæs, rødkindet, litet og søtt.
Ligger du virkeligt Lik, du som var Forældrenes Glæde,
dræpt av den grusomme Død, staar ei Cathrine mer op?
Tier de nu? Og kan ei ved al vor Jammer bevæges?
Snille, søte min Skat, Barnet mit, tier du nu?
Ak, hvor ofte har ikke de yndige Rosenlæber glædet
Din Far og din Mor, hvergang vi gav dig et Kys?
Og naar du slog de smaa Armene om os og holdt os om Halsen;
klemte os riktig fast, elsket vel du også os.
Nu har Sykdommen favnet dig, nu har den grusomme, fæle
Smitsot revet dig bort, uformodet og brat.
Aarene tre og Maaneder sex og ligesaamange
Dager levet du her, det var din Livstid hos os,
derfor kan ei din mor holde op at nages af Sorgen,
derfor er hendes Graat saa voldsom og holder ei op.
Visselig skylder hun deg at klage sin Vée;, og din Faders
sorgfulle Tanker paa dig kommer med rette dig til.
Ak, hvor vor Skjæbne er haard, jeg kan ikke andet end
klage over din triste Grav, over din tidlige Død.
Ak, min Kummer er Svar, den brænder mig helt ind til Marven,
Smerten og Sorgen er mer end mine ben holder ut.
Ei er det første Gang, at Parcen har røvet mig Smaabørn.
Parcen, skaansom af Navn, ak langtfra Skaansom af Haand.
Fire Børn har Parcenes Fyrste, Døden, den grumme,
røvet og ædt for mig før. Var jeg ei matret nok?
Nu har den lagt min Musa en klangløs Klage i Munden
over mit Pikebarns Grav; Graat blir det mer end Vers.
Knæk langt heller din vaklende Pen, uttærede Musa,
syng saa bedrøvet du vil, Sangen gir ingen Trøst,
Trøst - hvad trøster det os, om Sangen anklager Sotten
kalder dig haard og grum, tærende dødsvangere Sot?
O du Rædsel som ingen Bøn eller Omsorg kan hindre,
o du umilde Død, barske, uvenlige Død.
[....]
Dog, mit søte Barn, dig naar ei Sverdet, det skarpe,
ikke den rædsomme Pest, ikke det graadige Hav.
Dig skal intet Vanvid friste, av det som bevæger
Almuens vilde Hop. Krigsmandens grusomme Bryst.
Ingen Kulde skal plage dig, ingen ulidelig Hete;
selve den umilde Død har ingen Ret over dig.
Utfridd fra alt som er ondt,er din Sjæl fløiet hjem allerede,
hjem til det Hus som er dit, hisset i Guds Paradis.
Kristi Blod har tvættet din Sjæl; den har ikke gjort Veien
lang til Kristum selv; kort var Færden og let.
Nu faar du synge hans Lov og blande din yndige Stemme
frygtløs i Englenes Kor, nu faar du være blandt dem.
La saa Gravtuen dække din jordiske Klædning saalenge,
søtt i Jordens Skjød hviler nok dine smaa Ben,
indtil de opstaar til Liv paa nyt ved det sidste Basunstøt;
indtil da lev, lev og vær salig hos Gud.
Lev med den levende Gud og bo hos den evige Fader;
ham skal du glæde fra nu; lev og vær salig hos Gud.
[....]
Du er vor Sol og vaart Skjold, vor Fred, vort Taarn og vor Klippe,
du er vort Vern og vor Vei, du er vor Konge og Ros.
Du er vort Rike, og du er vor Seier og Hæder og Palme.
Du er vor Frelse, o Krist, du er vor Tilflugt, o Gud
Kilde: Litteratur, bilde og musikk, 2001, Ganer og Skarðhamar, isbn 82-518-3913-0
|
oppdatert 25.11.21
Page visited
82584 times
Totalt:
|
